top of page
Kommentar: Det lover godt

29.03.2023

Adresseavisen

Kommentar: Det lover godt


"Det var en dejlig forsmag på Aprilfestivalen 21.-23. april at overvære premieren på ’Nikio og den store samurai’ i et nyt arrangement på Kulturhotellet i Rønde forleden lørdag eftermiddag. Teaterstykket, der i 2004 blev kåret til årets bedste danske børneforestilling, er blevet genskabt på Syddjurs Egnsteater med et nyt hold af skuespillere, scenograf, lys- og lydteknikere, og en ny udvidelse af historien.


Børneteater? Javist, men lad os bare sige teater. Ligesom den gode børnebog kan læses med stort udbytte af voksne og seniorer, kan det gode børneteaterstykke på samme måde ses af de nævnte. Det lover godt for den kommende teaterfestival, som Syddjurs Kommune atter har sagt ja til at være medarrangør af. Denne gang godt nok i en skrabet udgave målt på antal dage, men det kunne ikke være anderledes. Et overflødighedshorn af teaterstykker spilles på forskellige adresser i kommunen i de tre dage.


Hvis niveauet er på højde med ’Nikio og den store samurai’, er der teateroplevelser i vente. Man kan sagtens rulle det store fortolkerkort ud over ’Nikio og den store samurai’, men lad venligst være. Historien kan bære i sig selv. Man hopper ind i den som i en god godnathistorie og bliver forløst af at bivåne den timelange forestilling. Den ferme scenografi er nærmest en historie for sig og er med til at understrege stemningen og melankolien".


Lars Norman Thomsen - Adresseavisen

bottom of page